Når moderskabet gør ondt

Jeg tror dette her vil være det hårdeste indlæg at skrive. Ikke kun fordi der er SÅ mange ting jeg gerne vil have ud, at jeg næsten ikke ved hvor jeg skal starte, men også fordi det faktisk er rigtig hårdt at se tilbage på en tid, hvor jeg burde have været lykkelig, men hvor jeg faktisk havde det rigtig svært. 

 

Vi starter der hvor vi sluttede sidste indlæg – nemlig fødslen. 

Eddie blev født tirsdag formiddag, og fredag middag var vi hjemme i vante omgivelser. Jeg havde glædet mig til at komme hjem i mit eget hus, men virkeligheden viste sig ikke at være så skøn. Mange havde i sjov advaret mig om, at man på 3. dagen efter fødslen, typisk bliver overvældet af hormoner, og det må man sige jeg blev. Den aften ramte hormonerne og alt andet mig med 280 km/t. 

Jeg husker faktisk ikke helt nøjagtigt hvordan det startede, men pludselig blev jeg overvældet af en følelse af ansvar for dette lille menneske, og jeg fik en klaustrofobisk følelse af, at mit liv aldrig ville blive det samme igen. Jeg følte mig ærlig talt fanget, og lige på det tidspunkt havde jeg været glad hvis der var returret på den fremmede baby jeg havde fået med hjem. Jeg græd og græd, og jeg sad flere gange og hyperventilerede i sofaen, mens Dennis bare sad og holdte mig i hånden, og prøvede hans bedste på at trøste mig. På et tidspunkt skulle han køre ud efter noget McDmad, og jeg var rædselsslagen for at være alene med alle mine følelser og tanker, og dette lille nye menneske. Han var væk i 20 min., og det var FORFÆRDELIGT! Den klaustrofobiske følelse var overvældende, og på et tidspunkt sad jeg på sofaen, og bare kiggede på Eddie, mens tårerne bare trillede ned. Jeg kunne på daværende tidspunkt overhovedet ikke se, at jeg nogensinde ville få det godt eller blive glad igen. Jeg fik endda tanken, at hvis nu Eddie holdte op med at trække vejret, ville det faktisk ikke være så slemt, for jeg kendte ham jo ikke helt nok til at blive alt for ked af det, og så kunne jeg faktisk også få mit ”gamle liv” tilbage.Lige så snart jeg fik den tanke, brød jeg fuldstændig sammen, og skammede mig mere end jeg kan beskrive her. Jeg skammer mig stadig over den tanke den dag i dag, og jeg får ondt i maven af at tænke på det. Men jeg synes også det er vigtigt for mig at få med her, for hvor forfærdeligt det end var, var det faktisk min virkelig de første par dage. Jeg var et grædefærdigt hylster de efterfølgende dage, og om tirsdagen – præcis en uge efter fødslen – sagde jeg for første gang til min mor: ”I dag var der et kort øjeblik hvor jeg faktisk kunne forestille mig en fremtid, som ikke er fuldstændig forfærdelig”. Det kan være svært at forestille sig hvis man ikke selv har oplevet det – jeg synes endda det virker helt skørt at jeg har haft det sådan, når jeg knuselsker Eddie den dag i dag, og under ingen omstændigheder ville bytte ham for noget i verden – ikke engang søvn! 

På grund af mit blodmangel under fødslen og operationen, var jeg forberedt på, at der ville gå et par uger før jeg ville være helt på toppen igen, og de første par uger var jeg ekstremt træt og sløv i både hovedet og kroppen. Det i sig selv er en ekstremt dårlig kombi med min angst, som har det med at ”angribe” hver gang jeg ikke er 100% på ”dupperne”. 

De efterfølgende par dage gik således, at hver gang jeg prøvede at få mig en lur (”hver gang baby sover skal mor sove”) vågnede jeg panisk op med koldsved, svimmelhed og kvalme – og selvfølgelig galoperende angst. Samtidig skulle jeg som noget nyt nu også være ”på” over for min søn, så jeg kunne altså ikke bare sidde for mig selv om prøve at få angsten til at gå væk, for når jeg vågnede, var det jo som regel fordi jeg blev vækket af hans gråd, og der gik altså maaaaange måneder før jeg ikke fløj op når jeg hørte ham græde. Samtidig skal det lige siges, at Eddie aldrig har været et barn der har sovet meget, så hans lure varede aldrig særlig længe. Det resulterede i, at jeg simpelthen holdte op med at prøve at tage lur samtidig med ham, for jeg kunne ikke holde al den angst ud, og hvis jeg bare holdte mig vågen, kunne jeg bedre holde angsten på afstand. 

Midt i hele denne tilvænning til en ny virkelighed, var der jo også lige et nyt menneske man skulle lære at kende. Og i den forbindelse havde jeg selvfølgelig drømt om, at det sekund jeg så min nyfødte søn, ville jeg blive fyldt med en kærlighed som jeg aldrig havde følt før. Det skete så heller ikke… Fra det sekund jeg holdte ham i mine arme, var jeg ikke i tvivl om, at han var mitansvar, og at jeg ville give mit liv for at passe på ham (hvilket selvfølgelig også er en form for kærlighed). Men den traditionelle kærlighed følte jeg ikke. Jeg kendte jo ikke det lille menneske. Det eneste jeg kendte om ham var, at han havde sparket mig i ribbene de sidste 3 måneder af graviditeten, og at han som nyfødt ikke ville sove andre steder end i mine arme – hvilket betød ingen søvn til mig, før vi kom hjem til slyngevuggen. 

 

Nu startede jeg indlægget med at sige, at det var en tid hvor jeg ”burde have været lykkelig”, men burde jeg egentlig det? Det korte svar er – NEJ! De følelser og tanker jeg havde, har faktisk vist sig at være helt og aldeles almindelige, og rigtig mange nybagte mødre oplever den første tid ligesom jeg gjorde – desværre er det ikke alle der tør tale højt om det, for tænk nu hvis nogen misforstod det, og troede at de ikke elskede deres barn – hvilket selvfølgelig ikke er tilfældet! Så hvis du læser med her, og kan nikke genkendende til bare nogle at de ting jeg skriver, så vil jeg da opfordre dig til at være ærlig næste gang du taler med fx en anden nybagt mor, for det kan faktisk være en kæmpe hjælp, bare det faktum at man ikke føler sig alene!