Drømmen om at blive Mor

 Så længe jeg kan huske, har jeg drømt om at blive Mor! 

Jeg er vokset op med babyer og børn omkring mig, da min mor var dagplejer igennem min opvækst, og jeg har altid elsket at hjælpe med de små og lege med dem. 

Jeg har haft forskellige drømme og ambitioner til mit arbejdsliv, men én ting har altid været pejlemærke for mit liv, nemlig at jeg skulle være Mor, og have fokus på familielivet. 

Jeg har fx altid drømt om et arbejde indenfor mediebranchen, hvilket har krævet at jeg flyttede til en større by, men jeg har altid vidst at jeg ikke ville flytte, da jeg gerne ville være tæt på min egen mor når jeg engang skulle have børn. Så drømmen om at blive Mor har altid overskygget alle andre drømme. 

Da det så endelig skete, var det på ingen måde som forventet. Jeg var forberedt på, at det ville blive hårdt fysisk med søvnmanglen og alt det der, men jeg var på ingen måde forberedt på, hvordan det kunne påvirke mig psykisk. 

Det var ikke kun kærlighed og og gode tider. 

Jeg fik en hård start, da fødslen endte i blodtab og operation, hvilket medfulgte at der gik et par uger før jeg var fysisk "på toppen" igen. 

Men fra det øjeblik vi kom hjem fra sygehuset med Eddie, var det som om der blev dumpet en KÆMPE sten ned på mine skuldre, og det føltes som om jeg ikke kunne få luft. Især da Dennis startede på arbejde igen, og det bare var mig og Eddie. Alene. Hver dag. Det var værst derhjemme, så derfor søgte jeg ud af hjemmet så ofte som muligt. De første mange uger af Eddies liv, tilbragte vi nærmest 80% af tiden hjemme hos mine forældre, da jeg derhjemme ikke følte mig så alene. Jeg husker stadig de første par uger, og hvordan jeg fik det øjeblikkeligt dårligt det sekund jeg trådte ind af døren derhjemme, når vi havde tilbragt dagen hjemme ved mine forældre. 

Når jeg ser tilbage på den første tid af Eddies liv, sidder jeg tilbage med mange forskellige følelser. Jeg er først og fremmest rigtig ked af, at jeg ikke "nød" hans babytid mere. Jeg er vred på mig selv over, at jeg brugte hele min graviditet på at forberede mig på fødslen, og ikke på tiden efterfølgende. 

Men jeg er også stolt af mig selv, for den måde jeg har formået at være en god Mor til Eddie, til trods for hvor dårligt jeg faktisk havde det. Men først og fremmest er jeg glad for den udvikling jeg har været igennem, og til dels stadig er i. 

Når jeg kigger tilbage nu, er jeg ikke i tvivl om, at jeg har haft en efterfødselsreaktion, og jeg er stolt af hvordan jeg er kommet igennem den. Jeg føler oprigtigt at jeg er igennem den nu, men jeg fortsætter med at vokse med opgaven som mor... Det tror jeg egentlig man gør hele livet...