ADHD, Damp, Irriterende... Kært barn har mange navne

Jeg har altid været et barn med krudt i røven. Været meget eventyrlysten og snakkesalig (noget jeg stadig er den dag i dag), og der skulle gerne altid ske noget! Men som årene gik, og kravene og forventningerne steg i skolen, blev denne impulsivitet og hyperaktivitet et problem. Fra problemerne startede i omkring 3. klasse, gik der yderligere nogle år før jeg officielt fik diagnosen; ADHD. Jeg ved, at der er mange fordomme i dag omkring ADHD, og rigtig mange mener, at man i dag diagnosticerer børn med ADHD, som egentlig bare er lidt mere energiske end andre børn. Dét har jeg som sådan ikke en mening om, for det ved jeg sådan set ikke, men jeg kan med garanti sige, at ADHD ikke bare er ”at være lidt mere energisk end de andre”, og at når man har det, er det for det meste meget tydeligt. Igen er ADHD, som alt andet, noget der kan variere fra person til person, men jeg vil prøve at komme med en generel forklaring på hvad det er, og hvordan det har påvirket mit liv – især min skolegang.

På hjemmesiden adhd.dk beskrives det således:

”ADHD er en neuropsykiatrisk lidelse med symptomerne opmærksomhedsforstyrrelse, hyperaktivitet og impulsivitet. 2-3 % af alle børn har diagnosen ADHD”.

Man behøver ikke opleve alle tre symptomer for at have ADHD, men de er ofte alle tre til stede. Det er de i hvert fald ved mig.

Opmærksomhedsproblemerne ved mig, er for det meste at jeg kan have meget svært ved at opretholde min opmærksomhed på fx en skoleopgave eller de huslige opgaver. Dvs. i skolen havde jeg ekstremt svært ved at lave lektier, på universitetet kæmpede jeg hver gang jeg skulle skrive en eksamensopgave, og nu kæmper jeg med at tage opvasken og vaske tøj. Det skal så lige siges, at ikke alle dage er lige slemme. Jeg har bestemt også dage med overskud, hvor jeg uden problemer gør lejligheden rent, men ligeledes har jeg også oplevet dage, hvor jeg næsten er brudt ud i gråd, fordi jeg ikke kunne overskue at tage opvasken.

Hyperaktiviteten blev først et problem for mig, da jeg startede i skole, og det begyndte at blive obligatorisk at sidde stille og lytte. Dette kunne være ekstremt svært for mig, og nogle gange endnu sværere for dem omkring mig, som ikke kunne forstå, hvorfor ”jeg dog ikke bare kunne sidde stille, og være stille”!

Impulsiviteten var i den grad også noget jeg kæmpede med. Når man fortæller folk at man har problemer med at være for impulsiv, tror de automatisk man er sådan en type som tager på vilde ferier og bungee-jumper ved hver mulighed, men sådan er det overhovedet ikke. For mig betyder impulsivitet, at jeg kan have svært ved at vente til det bliver min tur og at jeg ofte afbryder folk når de snakker.

 

Min mor havde i en lang årrække et lille mantra stående på vores køleskab derhjemme – mest af alt for at huske min far på det tror jeg – hvor der stod:

”Det værste du kan sige til én med ADHD er, så tag dig dog sammen”.

Jeg har altid godt kunne lide det mantra, for jeg tror virkelig ofte man føler sådan som pårørende til en med ADHD. Når jeg sådan ser objektivt på det, så lyder symptomerne jo slet ikke som ”en sygdom”, men bare en person som er VIRKELIG irriterende! Men hvis du som læser dette, kender en med ADHD, så LOVER jeg dig, at de gør hvad de kan, for ikke at være irriterende. Men hold op hvor er det svært!

Den måde min ADHD kommer til udtryk på i dag, er noget anderledes end da jeg var et barn. De ting jeg kæmper mest med, er når jeg selv skal skabe overblik og struktur i min hver dag og at kontrollerer mine følelser. Når jeg er i situationer med meget larm, har jeg også tit problemer med at blokere den larm ude af mit hoved, og i stedet ender alle lyde omkring mig med at blive endnu højere.

Jeg vil gerne lige forklare hvad jeg mener med, at kontrollere mine følelser. Når en person har ADHD, er det meget ofte således, at alle følelser er (eller i hvert fald kan være) ”ekstra”. Dvs. når jeg bliver ked af det, ramler hele min verden ofte sammen omkring mig, og når jeg er glad, kan jeg blive helt ekstatisk! Lad mig give et par eksempler fra mit liv:

Jeg kan huske denne oplevelse som var det i går, selvom det nok faktisk er omkring 14 år siden. Da jeg var yngre, og boede hjemme ved mine forældre, havde jeg en dag været med min mor ude og handle, og havde købt en cheeseburger fra delikatessen, som jeg ville spise senere på dagen. Efter et par timer gik jeg ud til køleskabet for at tage denne cheeseburger, og til min store overraskelse, var den væk. Jeg gik en smule i panik, og spurgte så min far, om han vidste hvor den var blevet af? Til det svarede han meget afslappet, at den havde han da spist, da han ikke lige vidste at jeg havde gemt den. Jeg græd. Jeg havde glædet mig så meget til den cheeseburger, at jeg græd. Set i bakspejlet kan jeg da godt se, at det var lidt af en overreaktion, men det er nu engang bare sådan det er, når man ikke har helt kontrol over sine følelser.

Til gengæld gælder det også den anden vej, så når gode ting sker, kan jeg i øjeblikke nærmest føle mig lykkelig. Disse små øjeblikke får jeg faktisk ofte sammen med min kæreste Dennis. Vi har været sammen i over 8 år, og vi har været igennem en del i løbet af de 8 år! Mest af alt vil jeg sige, at han har været igennem en del. De svære perioder vi har haft igennem de seneste 8 år, har ofte været fordi jeg har haft problemer med min angst. Det virker måske lidt mærkeligt at jeg synes han har haft det hårdest, når det har været mig der har haft problemerne, men følg mig lige lidt. Jeg har levet med disse ting siden jeg var 9 år gammel. Jeg er vokset op med det. Da jeg fandt sammen med Dennis som 18 årig, havde jeg allerede oplevet de fleste scenarier med angst der var at opleve. Så selvom det har været mig der har haft dårlige perioder – som don’t get me wrong, til tider har føltes som om de tog livet af mig – så er jeg til en vis grad ”vant” til det. Da Dennis blev kæreste med mig var han 19 år gammel, og havde aldrig haft snerten af psykiske problemer i sit liv. Lige pludselig er han sammen med en pige, som ikke tør overnatte hjemme ved ham fordi hun kun vil overnatte i samme hus som sin mor, en pige som har mange selvskader fra at have skåret i sig selv og en pige på medicin for noget han ikke aner hvad er. Det kræver altså en vis person til at kunne rumme alt det, og kæmpe respekt til ham fordi han gjorde det, og stadig gør det den dag i dag. Jeg kan godt mærke, at dette her lige pludselig forvandlede sig til et ”Dennis-appreciation-post”, men jeg kan bare blive så overvældet af respekt, når jeg tænker på alt det han har overværet og støttet mig i. Det eneste andet menneske som har været der for mig i sådan en grad har været min mor, og hun havde bestemt ikke valgt et liv med disse problemer. Dennis valgte det faktisk. I hans øjne var jeg det værd, og det kan jeg kun elske ham mere for. Det er nogen lunde disse store kærlighedstanker som nogle gange overvælder mig, også selvom han gør noget så simpelt som at sige: ”Ej hvor ser du godt ud i dag”. Med ét kan jeg blive helt fnisende og nyforelsket, og jeg elsker det! Det handler bestemt om at nyde de gode ting, og at jeg efter 8 år stadig kan føle mig nyforelsket, er jeg godt klar over ikke er en selvfølge. Han synes selvfølgelig jeg er totalt fjollet når jeg bliver til en fnisende skolepige, men inderst inde tror jeg også han nyder det.

Det var lige en kort beskrivelse af, hvordan et liv med ADHD kan være. Jeg vil igennem andre indlæg komme nærmere ind på hvordan ADHD har påvirket mit liv, fx hvordan min skolegang har været, men jeg synes det var vigtigt lige at få en grundlæggende viden om ADHD, eller i hvert fald min ADHD.

Til sidst er der ikke andet at sige end dette:

Hvis du er en pårørende til en med ADHD, så husk det nu… De prøver ikke at være irriterende, og de kan ikke ”bare tage sig sammen”!