Angst, angst og mere angst!

Da jeg sad og brainstormede hvilken oplevelse jeg ville starte med at fortælle om, gik det op for mig, at der var én ting som var vigtig at fortælle først. Hvad Angst egentlig er, og især hvordan det manifesterer sig hos mig. Ingen mennesker er ens, og som det er med så meget andet, oplever folk også angst vidt forskelligt. Der er dog en del fællesnævnere, så her kommer min (meget ufaglige) beskrivelse af Angst:

Der findes mange forskellige former for Angst. For at nævne er par af de mest velkendte, er der PTSD, Fobier, Generaliseret Angst og Panikangst. Jeg er selv diagnosticeret med generaliseret angst og lider samtidig også af panikangst. Som jeg er blevet ældre, er jeg heldigvis stort set sluppet af med den generaliserede angst, og har ”kun” panikangsten tilbage. Jeg har igennem årene hørt mange forskellige definitioner og forklaringer på generaliseret angst, men psykiatrifonden.dk forklarer det egentlig meget simpelt:

"Generaliseret angst er karakteriseret ved at være til stede stort set hele tiden som en grundlæggende følelse af uro eller ængstelse. Angsten siges at være ”fritflydende”, dvs. den angår ikke noget specifikt. Den manifesterer sig dog ofte i bekymringer, og tidligere kaldte man derfor generaliseret angst for bekymringsangst. Bekymringerne kan angå mange ting, fx dagligdags gøremål, arbejde, økonomi, helbred, mulige ulykker osv., og kommer til at fylde uforholdsmæssigt meget i bevidstheden”.

 Den del med at bekymre sig om økonomi passede dog ikke helt på mig, da jeg som niårig ikke skænkede penge og økonomi en tanke! Udover det, passer beskrivelsen meget godt. Jeg var konstant utilpas og nervøs, og jeg turde især ikke foretage mig noget som helst uden min mor. Dette udviklede sig til en seriøs omgang seperationsangst, som faktisk først forsvandt helt da jeg var omkring de 20 år. Så ja, der har været nogle akavede tidspunkter i mit liv, bl.a. hvor jeg som 16 årig skulle på skoletur til London, og måtte sidde hulkende ved min lære i flere timer, fordi jeg manglede min mor… Men det er en historie til en anden dag.

Generaliseret Angst er en psykisk lidelse, som ofte ikke optræder alene. Typisk medfører den andre psykiske lidelser som fx panikangst, fobier og depression. Ved mig medførte den især panikangst, men faktisk også en smule af alt muligt andet. Min generaliserede angst var i en overgang meget fikseret på en fobi for edderkopper og hvepse, men dette holdt heldigvis op. Jeg tror – og dette her er absolut ikke noget jeg ved, det er bare mine egne krogede tanker – at hjernen prøver desperat at finde en årsag til den angst og uro der lige pludselig er opstået, og det kan så manifesterer sig ved, at man lige pludselig kan udvikle en fobi for noget man måske tidligere var ligeglad med. Jeg har aldrig været specielt bange for hvepse før – det har selvfølgelig heller ikke været sådan at jeg har prøvet at gøre dem til et kæledyr – men lige pludselig, og jeg huske det som fra den ene dag til den anden, var jeg RÆDSELSSLAGEN for dem! Som i, jeg turde ikke gå i skole for ”hvad nu hvis en hveps flyver ind ad vinduet i undervisningen”, RÆDSELSSLAGEN. Jeg tror det var min hjerne, som forsøgte at finde noget konkret at mønte min angst på, for ligesom at finde en smule mening med galskaben. Men altså… at jeg ligefrem nogle gange har brudt grædende sammen fordi en hveps er fløjet forbi mig, kunne jeg altså godt have undværet. Men den fobi er jeg heldigvis vokset fra. Det samme med fobien for edderkopper. I tiden da jeg var omkring 9-12 år, kunne en edderkop ødelægge rigtig meget for mig, og hele min familie. Hvis jeg så en edderkop på mit værelse, som måske kravlede ind bag en fodliste eller sådan noget, og derfor ikke blev fanget, ville jeg ikke befinde mig på det værelse, og bestemt ikke sove derinde indtil den blev fundet! Når jeg tænker tilbage på det nu, forstår jeg ikke, at min mor dengang ikke har løjet for mig, og sagt at den blev fanget!? Men måske var jeg sådan en irriterende type, som ”ville se den før jeg troede på det”. Sådan er jeg i hvert fald i dag. Jeg er ikke længere angst eller fobisk over edderkopper, men jeg kan bestemt ikke lide dem! Så hvis jeg ser en stor edderkop herhjemme, og jeg beder Dennis om at tage den, skal jeg altid se beviset på, at den nu faktisk er død! Jeg er åbenbart meget mistroisk på det punkt. Nå, det var lidt af et sidespor, min pointe er, at generaliseret angst ofte kommer med en slags ”goodiebag” af andre psykiske lidelser. Udover et par fobier, blev jeg også ramt af depression. Når man først har oplevet angst – hvad end det er generaliseret, PTSD eller noget helt tredje – har man ikke svært ved at forstå, at disse kan føre til en depression. Som resultat af mine angstlidelser, blev jeg indelukket, asocial, bange og konstant trist, hvilket meget naturligt udviklede til sig depression. ”Heldigvis” er den type medicin jeg tager for min panikangst, også et antidepressiv, så da jeg startede på den medicin, blev mange ting en smule lettere for mig at klare. Men jeg har helt klart haft mange år, hvor hele min mentale tilstand og tankegang var fokuseret på: ”HVORFOR MIG!?”. En tanke jeg ikke er i tvivl om, at alle der er ramt af psykiske problemer, på et eller andet tidspunkt har tænkt.

Så kommer vi til panikangsten. Panikangsten er uden tvivl den lidelse der fylder mest i mit liv, og det vil også være den type angst jeg kommer til at tale mest om på denne her blog! For den type angst har været med mig fra starten, og jeg er 95% sikker på, at det er noget jeg skal leve med resten af mit liv. Men her den vigtigste pointe: jeg kan leve med det. Jeg har igennem årene fået utallige psykologtimer, prøvet forskellig typer medicin, prøvet forskellige alternative og holistiske behandler, og intet har fjernet angsten. Til gengæld har jeg igennem disse, fået en række værktøjer, som gør at jeg den dag i dag, kan leve med angsten. Jeg kan den dag i dag ”selvhypnotisere” mig selv når jeg får et anfald – som man kalder det – så jeg stort set kan få angsten til at forsvinde. At jeg udviklede den ”teknik” med selvhypnose, har uden overdrivelse reddet mit liv! Inden styrede angsten mit liv, og alt hvad jeg foretog mig, hvad med henblik på hvordan det ville påvirke min angst. Jeg fik fx én gang et angstanfald midt i en time dengang vi gik til præst (Jeg aner faktisk ikke om det er det korrekte udtryk, men det var det vi kaldte timerne man skulle tage for at blive konfirmeret), hvilket gjorde, at jeg efter den time aldrig tog til præst igen! I samarbejde med min mor og den lokale præst, fik vi arrangeret en ordning, hvor jeg slap for præstetimerne, men til gengæld skulle deltage i samtlige søndags gudstjenester indtil jeg skulle konfirmeres. Gudstjenesterne var ikke lette at klare, da jeg altid har været angst for at være i ”stille” situationer, men så længe jeg fik min mor med, så kunne jeg lige klare det. Så ja, stakkels mor har deltaget i flere kedelige gudstjenester end hun fortjener! Det vil generelt igennem denne blog blive meget tydeligt, at min mor er den største superhelt der nogensinde har gået på denne jord, og at hun fortjener en kæmpe respekt.

Lad mig nu prøve at forklare et angstanfald. Det er min erfaring når jeg snakker med folk om dette, at selve ”anfaldene” er meget svært at forstå for en der aldrig har oplevet det, men jeg skal forsøge at forklare det så simpelt og tydeligt som jeg kan.

På hjemmesiden Falckhealthcare.dk beskrives panikangst således:

”Panikangst opleves som en meget skræmmende oplevelse af at være ved at dø, blive sindssyg eller miste kontrollen.

Personen oplever meget stærke kropslige reaktioner med hurtig puls, hjertebanken, svedeture, trykken i hoved og bryst og vejrtrækningsforstyrrelser.

Psykisk oplever personen at blive meget bange grænsende til rædselsslagen.

Panikangst anfald kan komme uventet og pludseligt, eller i forbindelse med at skulle udsætte sig for situationer som man oplever er ubehagelige”.

 

Jeg kan personligt bedst forklare det således:

Du oplever en ekstrem form for ”kæmp eller flygt” instinkt igennem HELE din krop. Alt i din krop vil have dig til at flygte, men du aner ikke fra hvad. I mine tidlige år med angstanfald, dengang jeg endnu ikke helt forstod hvad de var, gik jeg meget bare frem og tilbage fordi jeg følte så ekstremt at ”noget var fuldstændig galt”. Alt dette opstår pludseligt – bare ud af det blå. Det kommer ikke snigende så du kan nå at forberede dig, det kommer bare fra det ene sekund til det andet. Når jeg får et anfald den dag i dag, oplever jeg ekstrem hjertebanken – da ens puls er skyhøj – min hals og mave snører sig sammen, jeg begynder at svede, og til tider oplever jeg rystelser/kramper i min krop. Da jeg var mindre, var disse anfald endnu voldsommere, og efter hvad min mor har fortalt, var det meget ubehageligt at kigge på og opleve.

Det beskriver nogenlunde hvordan et angstanfald føles. I hvert fald hvordan et anfald føles for mig, den dag i dag. Oplevelsen af et angstanfald var en helt anden da jeg var yngre. Jeg har først fået nogenlunde ”styr” på mine anfald fra jeg var omkring 18 år gammel. Og med ”styr” på mener jeg, at jeg nogenlunde kan forudse i hvilke situationer jeg vil være mest tilbøjelig til at få et anfald, og dermed være forberedt, og at jeg har fået ret godt styr på selvhypnose, så hvis et anfald finder sted, kan jeg relativt hurtigt få det til at forsvinde igen. Inden jeg fik ”styr” på det, levede jeg i godt 9 år, men relativt ukontrolleret angst og angstanfald. Jeg har sidenhen fået at vide af en psykolog, at et gennemsnitligt angstanfald kun kan vare i 10 min. Han fortalte mig dette, da jeg i en alder af ca. 11-12 år, var bange for om jeg kunne dø af et sådan anfald, fordi ja… sådan føltes det faktisk! Selvom et anfald kun varer i ca. 10 min. Er der dog ingen garanti for, at det ikke kommer tilbage efter 1 minuts pause. Rent logisk var jeg glad for denne information, da jeg prøvede at overtale mig selv til ikke at være bange for disse anfald, da de jo ”kun kunne vare 10 minutter”. Denne logik gav dog ikke så meget trøst til de aftener, hvor jeg sad rystende og grædende på toilettet i 40 minutter – eller længere -, med min mor ved siden af som holdte mig i hånden, fordi jeg var overbevist om, at jeg skulle kaste op. Hvilket jeg aldrig skulle. Jeg ved ikke om jeg i min helt tidlige barndom har haft en ekstrem traumatiserende oplevelse med at kaste op, men jeg går ud fra at jeg engang har oplevet fuldt ud eksorcisten opkast, med hovedet drejende hele vejen rundt, for meget hurtigt blev mine angstanfald fikseret på opkast. Eller nærmere sagt, frygten for at kaste op. En frygt mine angstanfald den dag i dag stadig er baseret på. Det skal så lige siges, at jeg den dag i dag godt ved at det er ulogisk at være bange for, og i mit hoved har jeg som sådan heller ikke noget imod det. Men kroppen samarbejder sjældent med hovedet i disse angst situationer, så angsten for opkast er der desværre stadig.

Det var nogenlunde den korteste og bedste beskrivelse jeg kunne komme med, om hvordan generaliseret angst og panikangst føltes for mig. Hvordan al denne angst påvirkede mit liv og min familie, vil jeg selvfølgelig fortælle meget mere om i et andet indlæg. Hvis der sidder nogen derude og læser med, som selv har sine egne erfaringer og oplevelser med angst, vil jeg sige dette: YOU ARE NOT ALONE!

Og jeg vil meget gerne høre om dine oplevelser, og især hvilke ”værktøjer” du har, til at håndtere din angst. Lad os hjælpe hinanden!