En frisk start

Dette indlæg bliver heldigvis ikke lige så ”tungt” som det forrige! Vi fortsætter nemlig hvor vi slap sidst, nemlig omkring 10. klasse, hvor jeg er 16 år gammel. De to år i 8. og 9. klasse var en gamechanger for mig, da jeg endelig begyndte at blive mig selv igen, og ikke lade angsten styre mig på samme måde som tidligere. Det betød også, at da jeg startede i 10. klasse i Aabenraa, var det som at starte et helt nyt kapitel.

Jeg havde så småt fået min selvtillid tilbage, og var faktisk begyndt at tro på, at jeg nok skulle få et nogenlunde liv, på trods af mine udfordringer. Når det så er sagt, var det selvfølgelig ikke lutter lagkage hele tiden, men der var heldigvis færre nedture end der tidligere havde været. For det første gik jeg i skole lige som alle andre, hvilket var første gang siden 3. klasse. Selv i 8. og 9. klasse var jeg fritaget for nogle fag, for at gøre plads til mine støttetimer, som var dem der hjalp mig mest. Da jeg startede i 10. klasse fulgte jeg det samme skema som mine klassekammerater, og det i sig selv var en ret stor sejr for mig. Det har selvfølgelig givet mig nogle udfordringer, at jeg ikke har gået så meget i skole, og har været fritaget for nogle fag. Det betød bl.a. at da jeg startede med at have tysk i 10. klasse, havde jeg ikke haft tysk siden 7. klasse, da det var ét af de fag jeg var fritaget for i 8. og 9. klasse. Det betød selvfølgelig at jeg var en del bagud, men det var mine lærere alle informeret om, og vi fik det til at virke.

Da jeg startede på 10. kendte jeg allerede en del af mine klassekammerater, da mange af dem havde gået på samme skole som mig tidligere. Det har helt klart været en stor hjælp, at jeg ikke skulle bekymre mig om det sociale, fordi jeg allerede havde nogle venner der. 10. klasse var nok det år jeg ”voksede” allermest, og jeg har også fået nogle venner for livet der. Da året startede skulle vi på udflugt for at blive rystet sammen med vores nye klassekammerater. Dette betød overnatning med mange nye mennesker – uden mor! Og ved du hvad? Jeg nailede det! Jeg har helt klart været bange og nervøs inden vi tog afsted, men jeg husker kun turen som en positiv oplevelse den dag i dag. Det var endnu en personlig sejr, og hver gang jeg overkom en af disse forhindringer, som før havde været umulige for mig at klare, blev jeg fyldt med endnu mere selvtillid og gåpåmod. I 10. klasse fik jeg også min første kæreste, som jeg oplevede mange ”første” ting med. Når jeg ser tilbage på den tid i dag, kunne jeg ikke have ønsket en bedre første ungdomskæreste, da han inden vi blev kærester, også var min bedste ven. Vi havde det simpelthen så sjovt sammen, og han støttede min angst alt det han kunne. Efterhånden blev jeg også nogenlunde tryg ved at overnatte hjemme ved ham – selvom det stadig helst skulle foregår hjemme hos mig.

En anden vigtig begivenhed der skete i 10. klasse, som er værd at nævne her, er studieturen til London. For hvis I tror at alt bare var fryd og gammen med mig, kan I godt tro om igen. Jeg havde helt klart færre nedture end normalt, men når jeg havde nedture eller dårlige episoder, var de til gengæld slemme! Et godt eksempel, var studieturen. Jeg havde simpelthen glædet mig så længe til den tur, og det var først da vi nåede ugen inden afgang, at jeg faktisk begyndte at blive nervøs. Men mere var det heller ikke. Jeg var bare nervøs. Spol frem til dagen, hvor jeg skal afsted. Vi er en flok piger, som kører sammen til Esbjerg, hvor vi skal med en færge til England – en tur på 18 timer. Ca. et par timer inden jeg bliver hentet af mine veninder, går jeg FULDSTÆNDIG i panik. Det er med hele molevitten; angstanfald, gråd og bare ren panik. Jeg husker stadig følelsen af rædsel den dag i dag. Det er den der følelse af, at noget er fuldstændig galt, og ”jeg skal ud af denne her situation nu”. Jeg prøvede også at få min mor til at aflyse, men hun vidste hvor meget jeg gerne ville med på den tur, og hun vidste, at denne panik højst sandsynligt ville forsvinde når vi ankom. Det havde hun heldigvis også ret i, desværre gik der bare lang tid før vi faktisk ankom. Den form for panik kan jeg stadig få den dag i dag, når jeg skal et sted hen, som jeg er nervøs for. Så får jeg let til angstanfald, lige indtil jeg faktisk er der hvor jeg skal hen. Turen kan altså være hård, men så snart der ”ingen vej er tilbage”, er det som om mit hoved giver lidt op, og bare accepterer det. Sådan har det været på alle former for udflugter og ”hytteture” jeg har haft, men til gengæld er turen sjældent lang. Det var den til England. Det startede med en køretur, som føltes meget længere end den faktisk var. Derefter skulle vi alle mødes ved havnen, og lige vente et par timer inden vi skulle ombord. På dette tidspunkt er alle omkring mig ekstremt glade og spændte på turen der ligger foran os. Jeg prøver så godt jeg kan at smække et smil på ansigtet, og smågrine med når de andre gør det, men indeni er der stadig fuld panik. Heldigvis havde jeg et par veninder på det tidspunkt, som vidste alt om min angst, og de gjorde alt de kunne for at hjælpe mig. Jeg havde især én veninde, som jeg havde gået i klasse med siden børnehaven, så hun kendte mig bedre end nogen anden, og hun vidste hvordan hun bedst kunne distrahere mig, og få mig igennem situationen. Jeg husker stadig følelsen, da vi går ombord på færgen. Jeg er helt færdig indeni, og jeg begynder at ryste og kan ikke længere lade som om alt er fint. Da turen er på 18 timer, havde vi fået kahytter vi skulle sove i, og jeg tror ikke vi selv måtte vælge vores kahytter, for jeg husker at jeg blev nødt til at sove på gulvet inde i en kahyt, fordi min veninde sov inde i den kahyt, og jeg kunne under ingen omstændigheder sove uden hende. Da vi ankommer til vores kahytter, og færgen så småt begynder at sejle, er jeg helt færdig. Det skal lige huskes, at min primære angst centrerede omkring opkast, og at blive søsyg i 18 timer var helt klart min største skræk! Det hjalp heller ikke da folk omkring mig begyndte at blive søsyge og kaste op. Mange af dem anede ikke noget om min angst, og jeg kan huske at nogle af drengene bare synes det var lidt sjovt at drille hinanden med søsyge de blev, og jeg fik bare angstanfald hver gang nogen nævnte det. Så da færgen begynder at sejle er jeg færdig. Jeg har ikke længere kræfter til at kæmpe imod angsten med min fornuft, og angsten tager over. Jeg bryder sammen i gråd, og vil bare hjem – hvilket selvfølgelig er umuligt. Når jeg når dette punkt, er der absolut ikke noget der hjælper – udover min mor. Hvilket til dels også var umuligt. Men heldigvis kunne jeg ringe til hende! Og det gjorde jeg. Igen og igen… og igen. Jeg kan ikke præcis huske hvad telefonregningen endte op på, men den var langt over 1000 kr. Men det var på tidspunktet fuldstændig ligegyldigt – det eneste der gjaldt var, at få mig til at falde til ro. Jeg tror jeg snakkede med min mor on/off i de første 5 timer af turen, hvorefter vi besluttede at jeg blev nødt til at informere en lære om hvordan jeg havde det. Min veninde tog mig med hen til vores lærere, og fik hjulpet mig med at forklare hvad der foregik. Efterfølgende sad jeg - 16 år gammel og foran mange af mine klassekammerater – og lænede mig op ad min lære, alt imens jeg hulker videre. Det var helt klart et lavpunkt, men til sidst tror jeg bare min krop var for træt til at fortsætte, og jeg faldt endelig til ro. Så snart sejlturen var slut, og vi faktisk ankom til England, forsvandt al angst og nervøsitet, og jeg så igen frem til turen forude. Det skal så lige siges, at hvor slem og traumatiserende den tur på 18 timer end var, ville jeg til enhver tid gøre det igen, for jeg havde simpelthen den bedste tur til London, og turen forblev angstfri de resterende dage.

Min pointe med denne historie er altså, at hold kæft hvor er det bare vigtigt at man presser sig selv til at gøre de ting man inderst inde ved at man har lyst til, hvor svært det end synes at være. Jeg har bestemt ikke glemt hvor forfærdelig sejlturen var, men jeg har heller ikke glemt hvor sjovt jeg havde det efterfølgende, og hvor glad jeg også var.

10. klasse var et unikt år for mig, og jeg vil derfor lade indlægget stoppe her. I næste indlæg vil jeg fortælle lidt om hvad der skete efterfølgende, som førte til at jeg desværre kom ind i en skidt periode og endte med at droppe ud af gymnasiet.