Folkeskole, Indlæggelse og Hypnose - En kaotisk barndom!

Jeg har haft lidt svært ved at skrive dette indlæg. Ikke fordi jeg ikke vil dele mine oplevelser med jer, men fordi jeg ikke helt har vidst hvor jeg skulle starte. Dette indlæg skal handle om mine tidlige år med angst og ADHD. Jeg kan huske mange oplevelser og episoder fra dengang, men jeg har faktisk haft lidt svært ved at huske alle følelserne. Men jeg må gengive mine oplevelser ud fra bedste minde, og heldigvis har jeg en masse dokumenter til at holde styr på tidslinjen for diverse episoder. Jeg har nemlig fået en dejlig tyk mappe af min mor, som indeholder al dokumentation, som omhandler mit sygdomsforløb. Dette indebærer udtalelser fra skolepsykologer, psykiatrien, lærere, støttepædagoger og meget mere.

Så lad os starte ved det første angstanfald i 2003. Jeg er 9 år gammel, og sidder i en matematiktime. Lige pludselig kan jeg huske at jeg får det dårligt. Jeg bliver svimmel, får kvalme, og har kun én tanke; ”Jeg skal væk herfra”. Mere kan jeg ikke huske, men jeg går ud fra, at jeg fik lov til at gå hjem fra skole, da mine lærere – og mig selv – bare troede at jeg var syg. Det sekund jeg forlod skolen og var på vej hjem, gik det væk. Det var mærkeligt, men stadigvæk var det ikke noget nogen af os tænkte nærmere over. Ikke før det var sket adskillige gange. Der gik ikke længe før jeg blev rædselsslagen for at gå i skole. Jeg vidste det ikke på tidspunktet, men nu ved jeg at var hvad man kalder ”angst for angsten”. Og den kan faktisk næsten være mere ødelæggende end selve angsten. Angsten for angsten afholder dig nemlig fra at gøre ting, og får man det ikke stoppet, afholder det dig til sidst fra at gøre noget som helst. Dengang anede vi jo selvfølgelig ikke hvad der foregik, så vi nåede desværre ikke at stoppe den. Denne angst for at få angst gjorde til sidst, at jeg stort set mistede kontakten til mine venner, da jeg fuldstændig isolerede mig selv derhjemme. Jeg gik også glip af rigtig meget skole, faktisk havde jeg ikke en fuldstændig ”normal” skolegang fra 3. klasse helt indtil jeg kom i 10. klasse. Jeg vil gerne lige uddybe lidt om min skolegang, for ærlig talt, var disse år fra 3. til ca. 8. klasse klart de sværeste, både for mig men bestemt også for min familie.

Da det begynder at gå op for os at der er et problem, bliver vi hurtigt tilknyttet skolepsykologen. Han arbejder med mig i noget tid (tror ca. 3-4 år), hvor han både har samtaler med mig i skolen og derhjemme, og er i tæt dialog med min mor. Der går ca. et år før vi har en diagnose, og jeg faktisk kan starte på noget medicin. I 2004 starter jeg på Ritalin, hvilket var lidt af en livsændring ikke mindst for mig, men for min familie. Efter 3 ugers behandling, klarer jeg selvstændigt morgenrutinerne, hvilket er noget jeg på daværende tidspunkt ikke har gjort i et helt år. Det skal måske lige nævnes, at igennem hele min barndom har min mor arbejdet som dagplejemor, hvilket er grunden til, at det har været muligt for mig at gå tidligere hjem fra skole osv. På det punkt har jeg været utrolig heldig, for jeg kan slet ikke forestille mig hvordan det kunne have været, hvis jeg ikke havde haft den mulighed. På et senere tidspunkt går jeg dog væk fra Ritalin, og får i stedet Dexamfetamin, som indeholder det samme stof som hjælper mod ADHD’en, nemlig methylphenidat.

Min skolegang i 2004 og 2005 er nærmest ikke-eksisterende. Jeg får pædagogisk støtte i form af nedsat timetal samt en støttepædagog 8 lektioner om ugen. Jeg mindes at jeg som regel kun var i skole indtil middag, hvorefter jeg fik det dårligt og tog hjem. Jeg kan læse ud fra diverse dokumenter og udtalelser, at mange af mine lærere har prøvet at få mig til at blive længere, men at dette aldrig rigtig er lykkedes dem. I 2005 bliver min angst for angsten så stor, at jeg helt stopper i skole. Jeg bliver i en kort periode hjemmeundervist af en støttepædagog, som kommer et par timer hver dag. Dette kan jeg sagtens, da jeg ved min mor er i rummet ved siden af.

Efter sommerferien i 2005, går jeg ikke længere i skole uden at være ledsaget af min mor. Min mor tager et orlov fra arbejde, og indtil september tager hun med mig i skole, og sidder uden for min klasse imens jeg har undervisning. Stadig kun et par timer om dagen. Derhjemme vokser min angst også. Jeg begynder bl.a. at blive bange for mørke (nærmere at være alene i mørket), hvilket resulterer i, at når jeg skal sove er det med døren åben, mens min mor sidder ude foran døren og læser en bog indtil jeg er faldet i søvn.

Det bliver på dette tidspunkt besluttet at jeg skal dagindlægges på Børne- og Ungdomspsykiatrisk afdeling på Augustenborg Sygehus. Selvfølgelig sammen med min mor. Den første målsætning for indlæggelsen var, at frigøre mig mere fra min mor. Dette lykkedes til dels også, da jeg ved udskrivelsen kun havde behov for at se min mor et par gange i løbet af en hel dag.

Min dagsindlæggelse foregik således: hver morgen ca. kl. 7 blev mig og min mor hentet af en taxa, som kørte os til Augustenborg Sygehus. Omkring kl. 8 begyndte min skoledag. Når jeg tog i skole (i en bygning lige ved siden af afdelingen), gik min mor over i en anden bygning, hvor hun havde en patientlejlighed. Her skulle hun så sidde og kukkelure indtil kl. 16, eller indtil jeg fik brug for hende. Jeg kan fortælle, at hun fik strikket rigtig meget og set meget ”Venner”! Min undervisning bestod af Dansk, Matematik og Engelsk. Jeg var den eneste elev i ”klassen”, da der ved starten af min indlæggelse kun var én anden pige indlagt, og da hun var et par år ældre end mig, skulle vi ikke undervises sammen. Når ”skoledagen” var slut, tog vi tilbage til afdelingen hvor vi enten lavede nogle fysiske aktiviteter eller nogle kreative aktiviteter. Mine ynglings aktiviteter var de kreative, og jeg elskede deres krea-værksted. Alt andet hadede jeg. Jeg ved at indlæggelsen gjorde en masse godt for mig, men det har også taget mig en del år at indse. Jeg hadede det mens jeg var der, og jeg forbandede dem langt væk i flere år efter. Jeg skal prøve at forklare hvorfor. Da jeg blev indlagt var jeg 12 år gammel. Jeg var altså så småt begyndt at blive teenager. Jeg hørte dog stadig inde under Børnepsykiatri, og jeg følte i den grad også jeg blev behandlet som et barn. Hvilket jeg jo også var, men det følte man jo ikke selv dengang! Når vi havde et lille ”frirum”, som fx en halv time vi skulle fordrive inden vi skulle det næste, ville de fx ”foreslå” at jeg kunne hoppe lidt på trampolin. Det lyder måske ikke så slemt, men det forgik altså på den måde, at jeg som en humørsyg teenager står op hopper på en trampolin, mens en pædagog sidder på en stol ved siden af og kigger på mig. Vi måtte nemlig aldrig være alene eller uden opsyn. Jeg var hurtigt meget trætte af de fleste af mine pædagoger, hvilket resulterede i, at jeg begyndte at se rigtig meget op til den anden pige som var indlagt. Hun var et par år ældre, og var den sejeste jeg nogensinde havde mødt! På det tidspunkt havde jeg ikke mødt nogen andre med psykiske udfordringer, og da jeg mødte hende, var det dejligt befriende. Jeg følte mig på ingen måde dømt, og hun forstod mange af de følelser jeg havde.

På mange måder var dette venskab en kæmpe gevinst for mig, men desværre også skadende på nogle punkter. Denne pige var nemlig ikke indlagt af samme grund som mig. Hun var indlagt pga. spiseforstyrrelse og selvskade. Jeg så meget op til hende, og da jeg så hvordan hun håndterede de mange negative følelser (med selvskade, herunder cutting) tænkte jeg at det var værd at prøve. Jeg husker stadig første gang jeg gjorde det. Det var med en BRATZ dukke. Ja det giver nok ikke meget mening, men jeg skal prøve at forklare. Når man køber en BRATZ dukke – ja, jeg var vild med BRATZ i en overgang – så sidder de fast i æsken ved hjælp af strips. Når jeg så klippede dukken fri fra æsken, sad der et par meget skarpe, afklippede strips fast i baghovedet af dukken. Disse brugte jeg til at kradse mig selv. Det startede relativt uskyldigt. Jeg ”kradsede” kun mig selv. Det hjalp også, men det blev det ikke ved med. Det eskalerede hurtigt, og inden længe købte jeg barberblade i smug, og skar jævnligt i mig selv. Det blev hurtigt et større problem, men det vil jeg komme mere ind på, på et senere tidspunkt. Pigen blev udskrevet et stykke tid før mig, men heldigvis kom der en anden pige på min alder, og vi blev hurtigt veninder. Vi blev hurtigt meget tætte, og formåede da også at holde kontakten et stykke tid efter min udskrivelse.

I løbet af min indlæggelse påbegyndte jeg endelig behandlingen med Zoloft mod min angst. Dette middel er også et antidepressiv, hvilket også var nødvendigt på daværende tidspunkt. Jeg er ikke sikker på hvornår, men på et tidspunkt skifter jeg over til Sertralin, som jeg stadig tager den dag i dag.

I december 2005 bliver jeg udskrevet fra Augustenborg Sygehus, og er igen klar til at starte i skole, dog med pædagogisk og medicinsk støtte. Jeg får en ny støttepædagog, men henter mig hjemme hver morgen, følger mig i skole, og tilbringer de første to lektioner sammen med mig i klassen. Det er først på dette tidspunkt jeg så småt begynder at være mere åben og fortælle dem omkring mig når jeg har det dårligt. Indtil da, havde jeg kun fortalt min mor det, hvilket resulterede i, at mange af mine lærere ikke troede på at jeg faktisk var syg, for jeg havde aldrig udtrykket det over for dem. Det er stadig noget jeg bøvler med den dag i dag, men jeg er som sagt heller ikke ”helbredt”, og man udvikler sig heldigvis hele tiden. Denne støtte er en hjælp, men jeg formår stadig kun at gå i skole et par timer om dagen, og min angst og depression bliver på dette tidspunkt stadig værre. Generelt går det meget ned ad bakke for hele familien på dette tidspunkt. Min søster lider af, at jeg i flere år har været fuldstændig omdrejningspunkt i familien, og mine forældre kan ikke blive enige om opdragelse, hvilket resulterer i, at min far stort set trækker sig fuldstændig fra familien, og kaster sig over diverse fritidsinteresser. Min far er en meget disciplinær og logisk tænkende mand, så det tog ham mange år at erkende min sygdom, hvorimod min mor var stik modsat, og i den forbindelse utilsigtet endte med at overbeskytte mig, hvilket kun styrkede min afhængighed af hende.

I foråret 2006 starter hele familien i et forløb ved Det Mobile Familieværksted i Kruså ved Jan og Helen. Dette forløb var banebrydende for mig, da det bl.a. var her jeg lærte selvhypnose. Dette forløb bestod af samtaler, både individuelt og som familie, og af hypnose og hypnoterapi. Da vi starter dette forløb har jeg det rigtig skidt. Jeg har selvmordstanker, skærer i min selv, har ikke noget socialt liv, har svært ved at spise og sover heller ikke meget om natten. Det var i denne periode meget normalt at jeg først sov langt over midnat, og nogle gange også først ud på de små morgentimer. Et af de største problemer var dog tilknytningen til min mor, som på daværende tidspunkt var blevet kvælende for os begge. Min mor kunne ikke længere foretage sig noget som helst uden at tage mig med, for ellers gik jeg i panik. Jeg var med ude og handle, og da hun startede til linedance, startede jeg også til linedance. Jeg endte tilfældigvis med at være vildt god til det, men det har da stadig været hårdt for min mor, aldrig at have et frirum væk fra mig.

Hypnosen ændrede mit liv fuldstændigt. I sommerferien 2006 beslutter jeg, at jeg vil stoppe med at tage medicin, da jeg føler mig stærk nok uden, nu hvor jeg har fået en del hypnose behandlinger. Både mine forældre og Jan og Helen er betænkelige ved dette, men også spændte på at se forskellen. Og sikke en forskel! Jeg blev en glad og aktiv pige, og havde endnu engang fuldt knald på. Desværre havde jeg lidt for meget ”knald på”, og jeg bad om at påbegynde medicinen igen. Desværre sendte dette mig endnu engang ned i et hul. Den efterfølgende tid gik ud på, at finde den helt rigtige dosis og type medicin, for jeg havde brug for roen i kroppen og hovedet som medicinen gav mig, men uden at miste gåpåmodet og energien som jeg havde uden medicinen. Dette var en balancegang som alle der tager medicin må igennem tror jeg. Der findes et utal forskellige præparater, og man skal bare være tålmodig indtil man (forhåbentlig) finder den helt rigtige kombination.

I løbet af dette forløb arbejdede Jan og Helen rigtig meget med mine forældre. De var så langt fra hinanden på det tidspunkt, og de havde brug for hjælp til at komme på samme side igen. Min far begyndte også så småt at accepterer mine psykiske problemer, og mine forældres forhold blev klart bedre.

Op til sommerferien 2006 går jeg mere i skole, men jeg formår stadig ikke at gennemføre en hel uge. Af en eller anden grund, er jeg dog på det tidspunkt overbevist om, at dette vil ændre sig når jeg starter i 8. klasse på en ny skole efter sommerferien. Og jeg havde ret.

Da jeg starter i 8. klasse på Rødekro skole, starter der et nyt kapitel i mit liv. Jeg har ikke en helt ”normal” skolegang, da jeg har en tilknyttet støttepædagog som er til stede i klassen 6 timer om ugen, samt 2 timer til samtaler. Desuden har jeg fritagelse for en del fag, hvor jeg i stedet har støttetimer, hvor det kun er mig og min støttepædagog, hvor vi bl.a. arbejder med mine lektier, og de fag jeg måske har svært ved. Jeg kan ikke fortælle om min tid på Rødekro skole, uden at hylde manden der gjorde det muligt for mig. Nemlig min støttepædagog Jan Jensen. Han er det venligste mennesker jeg kender, og hold op hvor var han den perfekte støtte til mig. Han forstod mig som ingen af mine tidligere lærere havde gjort, og han respekterede mig og mine følelser. Han kunne få mig til at fokusere på mine opgaver, men samtidig kunne han også lave sjov med mig. Han lærte mig meget hurtigt at kende, og han kunne se på mig præcis hvornår jeg havde brug for pauser, og hvornår tingene blev for meget for mig. Eftersom jeg havde svært ved at fortælle når jeg havde det dårligt, var dette en kæmpe lettelse for mig, at han kendte mig godt nok til selv at kunne fornemme det.

I disse to år stortrives jeg socialt, og jeg får en masse nye venner. Jeg får især en gruppe gode veninder, som jeg formår at blive så trygge sammen med, at jeg for første gang kan overnatte ude! Det kan ikke beskrives hvor stor en sejr det var for mig, og det havde ikke været muligt uden skønne veninder. Jeg har nogenlunde styr på min angst på dette tidspunkt, og selvom jeg til tider kan få angstanfald, er jeg stort set kommet af med ”angsten for angsten”, og panikangsten stopper mig ikke længere i at leve mit liv.

Det største problem i denne periode er selvskaden, som gradvist bliver værre. Jeg bliver på en måde afhængig af det, og har meget svært ved at stoppe. Jeg er i lang tid heller ikke særlig diskret omkring det, og går ofte i skole med plastre på mine arme og håndled. Efterhånden som mine venner – og især min mor – prøver at få mig til at stoppe, bliver jeg bare bedre til at skjule det. Jeg prøver så vidt muligt at undgå at skærer i mig selv synlige steder, og har sågar formået at skære mig selv i ryggen (jeg var tydeligvis mere fleksibel dengang end jeg er i dag!).

Hvordan jeg fik stoppet med selvskaden vil jeg uddybe i et andet indlæg, da dette indlæg primært skulle handle om min skolegang.

Jeg tror faktisk at 9. klasse er et godt sted at slutte dette indlæg. Jeg har nemlig ikke haft de samme problemer i skolen efterfølgende, som jeg havde i folkeskolen. Mit formål med dette indlæg har været at vise, at selv om man når bunden – hvilket jeg i den grad gjorde da jeg ikke længere kunne gå i skole og havde selvmordstanker – så er der altså stadig håb forude! Det troede jeg heller ikke på dengang da jeg stod midt inde i det, men jeg er heldigvis kommet ud på den anden side, og jeg håber det måske kan give en smule håb til nogen, hvad enten de står i samme situation som jeg stod i dengang, eller om det er en pårørende. Jeg ved i hvert fald at den rejse jeg har været på, har været lige så hård for min mor, og at hun til tider har følt sig lige så alene med disse problemer som jeg gjorde. Dengang vidste man længe ikke så meget om psykiske sygdomme som man gør i dag, så jeg håber at man som pårørende har lettere ved at finde et fællesskab i dag, end jeg ved min mor havde dengang. Jeg vil i hvert fald gøre mit til, at være en del af fællesskabet.