Break-up og at finde sig selv igen

Velkommen tilbage!

I sidste indlæg fortalte jeg lidt om min tid i 10. klasse, hvor jeg oplevede både nedture, men mest af alt store personlige sejre!

Desværre var de efterfølgende par år svære for mig. Året efter 10. klasse startede jeg på gymnasiet, sammen med flere af mine kammerater fra 10. klasse, og min kæreste på daværende tidspunkt. Jeg valgte at tage en HF uddannelse, og min kæreste tog en STX. Dette skift til gymnasiet var en kæmpe omvæltning for mig. Jeg gik fra 10. klasse, hvor næsten alle vidste hvem man var, jeg havde en masse tætte venner, som jeg så hver frikvarter, til at komme i en klasse hvor jeg næsten ingen kendte, og det var overraskende svært for mig at få nye venner. Jeg har altid været meget socialt anlagt, og det har aldrig været et problem for mig at finde nogle jeg kan snakke godt med. Det var faktisk første gang for mig, hvor det faktisk var svært. Jeg kunne sikkert have gjort en større indsats for at blive bedre venner med mine nye klassekammerater, men det følte jeg ikke et så stort behov for, for jeg havde jo min kæreste. Mere havde jeg ikke brug for.

Jeg tror det var ca. omkring starten på sommerferien efter det første år på gymnasiet, hvor han vælger at slå op med mig. Hans begrundelse er som sådan ikke at følelserne ikke er der længere, men at forholdet var blevet ”for meget” for ham, og han ville gerne være sammen med sine venner, og feste og nyde livet, som man jo skal som 17 årig.

Inden vi blev kærester, var vi bedste venner. Vi havde det altid sjovt sammen, og før vi vidste af det, var vi forelskede. Og vi var forelskede, som man kun kan være som 16-årige. Han var min første kæreste, og jeg var hans, så alt var nyt og spændende. I de første mange måneder handlede mit liv stort set kun om ham, og vi var sammen konstant. Dengang var man jo stadig afhængig af offentlig transport og ens forældre til at køre én, så vi var naturligvis ikke sammen hele tiden, men når vi ikke fysisk var sammen, skypede vi sammen. Han var en rigtig gamer, og han havde en god gruppe venner som han ofte spillede online med, mens de snakkede sammen på Skype. Fra det øjeblik jeg blev hans kæreste, blev jeg en del af det ritual. Ikke fordi jeg gamede, men simpelthen fordi vi ville snakke sammen hele tiden. I takt med at vi blev ældre, begyndte han også at ”blomstre” mere op. Da jeg lærte ham at kende var han faktisk en del genert, men som tiden gik, kom han mere og mere ud af sin skal. Han begyndte at få flere venner, begyndte at gå til flere fester og generelt være mere sammen med hans venner. Det blev hurtigt en hverdag for mig, hvor skolen bare skulle overstås, og det bedste ved skolen var faktisk pauserne, hvor jeg kunne gå hen til min kæreste. Hvilket jeg også gjorde i HVER pause (ja, mærkeligt at jeg ikke blev venner med dem i min egen klasse…). Alt imens jeg oplever en lidt hård start på HF, har min kæreste en fantastisk start på STX. Han finder hurtigt gode venner i hans nye klasse, og glæder sig til at deltage i alle de begivenheder og oplevelser gymnasietiden har at byde på.

På det tidspunkt havde jeg fuldstændig negligeret mine egne venner, og havde faktisk været blind for stort set alt og alle udover ham. Det blev smerteligt tydeligt for mig, da han mere og mere lavede ting der ikke involverede mig. Min afhængighed af min mor var til dels blevet overført til ham, og jo mere han træk sig, jo mere desperat prøvede jeg at holde ved. Jeg begyndte at blive deprimeret, da jeg havde det svært i min nye klasse, og jo værre jeg fik det, jo mere lænede jeg mig op ad ham. Det virker muligvis ikke så slemt, men set i bakspejlet, blev jeg kvælende for ham. Og husk på, han er bare en 17 årig dreng, som bare gerne vil leve sit liv, være sammen med sine venner og feste. Det var ikke muligt så længe han var sammen med mig. Jeg gjorde det ikke muligt for ham.

Han valgte derfor at slå op, men da følelserne stadig var der, holdte det ikke længe. Vi var i hvert fald sammen hele den efterfølgende sommerferie, men da vi startede i skole igen, trådte vores break-up igen i kraft.

Men jeg havde svært ved at give slip, og fordi han stadig holdte af mig, havde han svært ved at se mig være ked af det. Jeg tror der gik et par uger, hvor jeg nogle gange skrev til ham når jeg havde det allerværst, og han ville jo gerne hjælpe mig, men han prøvede også at få mig til at forstå, at vi ikke længere var kærester. Til sidst cuttede han fuldstændig kontakten til mig, og hvor meget jeg end prøvede at få hans opmærksomhed, gav han sig ikke. Når jeg ser tilbage på tiden nu, er jeg sikker på han gjorde det rigtige, for jeg havde sikkert ikke givet slip i ham, da han var mit tryghedsnet i en kaotisk hverdag, men på tidspunktet gjorde det ondt. Som i vanvittigt ondt! Den form for hjertesorg var ny for mig, og jeg lod det påvirke hele mit liv. Jeg blev meget nedtrykt, og jeg begyndte at ”falde af på den” i alle henseender.

Jeg begyndte at pjække ekstremt meget fra skolen, og da vi nåede jul, var mit gennemsnit nede på 2,4, hvilket ikke var langt fra dumpekarakteren. Selvskaden tog naturligvis også mere til, men jeg havde på det tidspunkt lært at gøre det mindre synligt for omverdenen. Der var dog ét lyspunkt i al denne tid. I efteråret trivedes jeg så dårligt i min klasse, at jeg valgte at skifte til parallel klassen, og dér fik jeg en veninde. En veninde som den dag i dag, stadig er min bedste veninde. Det var et venskab som opstod fra den ene dag til den anden, og vi blev hurtigt uadskillelige. Jeg er dog ikke så sikker på jeg ligefrem var en god indflydelse på hende, for hun sluttede sig hurtigt til mig når jeg pjækkede, og hun kom glædeligt og prøvede at muntre mig op når jeg lå i sengen hele dagen. Der begyndte så småt at ske gode ting i mit liv igen, efter jeg lærte hende at kende. Hun gav mig endelig en grund til at grine og have det sjovt igen, og mit humør begyndte så småt at blive bedre. Kort tid efter, fik jeg et arbejde som freelance studievært ved den lokale radiostation Radio Mojn. Dette var mit drømmejob, og det blev hurtigt det største lyspunkt i min hverdag. Jeg pjækkede nogle gange bare for at tage derhen, selvom det bestemt ikke var nødvendigt, men fordi jeg følte mig mere hjemme ved radioen end i skolen. Efter årsskiftet var jeg nogenlunde ovenpå igen, men alt jeg havde misset fagligt kunne ikke indhentes, og da jeg vidste jeg var i stand til at klare mig bedre end et snit på 2,4, valgte jeg at droppe ud, med henblik på at tage min HF når jeg igen var helt ovenpå. Jeg droppede ud, og arbejdede til dels på McDonald’s og radioen. Efter jeg droppede ud, begyndte jeg hurtigt at få det bedre. Det havde været hårdt for mig at se min ekskæreste på gangene hele tiden, så det var lidt som om en vægt var løftet fra mine skuldre, og jeg kunne endelig komme videre.

Tiden gik, og selvom der var et par flirts her og der, var jeg ikke klar til at kaste mig ud i noget fast, for jeg var simpelthen ikke tryg ved at overlade mig selv til en anden på den måde endnu. Det var jeg faktisk ikke før jeg mødte min nuværende kæreste Dennis. Vi arbejdede sammen på McDonald’s, og han var kendt som den ”sjove”, og alle elskede at arbejde med ham. Han var også kendt som lidt af en skørtejæger, og han havde da også prøvet på at kysse mig dengang jeg først blev ansat. Men på daværende tidspunkt havde jeg stadig en kæreste, så det blev aldrig til mere end det forsøg. Han var rigtig gode venner med min storesøster, som også arbejdede på McDonald’s, og han jokede tit med, om vi ”ikke snart skulle være sammen eller hvad”? 

Han fik mig tit til at rødme, men jeg vidste jo at han ikke var typen der nødvendigvis gad et seriøst forhold, så jeg tænkte i lang tid ikke videre over det. Som tiden gik, og jeg begyndte at føle klar til igen at kaste mig ud i romantikkens verden, var Dennis alligevel den første jeg tænkte på. Jeg havde jo altid haft lidt et godt øje til ham, så jeg lagde derfor skamløst op til ham – mange gange – og hver gang afslog han mig. Jeg vil være ærlig og sige, at jeg tænkte ”det var lige godt satans”! Endelig en dag, da vi var nogle stykker som skulle i byen, skrev jeg til ham og spurgte om han ikke kom med. Efter mine (tror det i alt blev til 3) ynkelige forsøg på at score ham, havde han godt regnet ud hvad jeg prøvede på, og vi fandt sammen den aften. Da vi kommer hjem til ham, fortæller han mig så, at han faktisk har været vild med mig et stykke tid, men eftersom jeg havde afslået ham dengang for længe siden, havde han regnet med det aldrig ville ske. Da han fortæller mig dette, kan jeg mærke at jeg igen bliver lidt bange for at blive såret, hvis jeg lader mig selv blive for dybt involveret i dette forhold. Med det samme tænker jeg, at der jo ikke er nogen der har lyst til at være kærester med en pige som får angstanfald, som skærer i sig selv, er droppet ud og som er afhængig af sin mor. Så i mit bedste forsøg på at beskytte mig selv, fortæller jeg ham simpelthen ALT! Jeg fortæller ham, at han ikke skal være interesseret i mig, af alle de årsager jeg lige nævnte, og jeg giver nok den værste salgs-tale af mig selv, nogensinde! Men til min store overraskelse er han ligeglad. Ingen er jo perfekte, og han er vild med mig, hvad end det inkluderer. Til sidst giver jeg op på at få ham til at synes dårligere om mig, og jeg nyder følelsen af, at være god nok. En uge efter ses vi igen, og vi har egentlig været sammen lige siden.

Det er nu over 8 år siden, og selvom jeg stadig en gang imellem føler mine egne usikkerheder poppe op, og jeg undrer mig over hvorfor i alverden han dog gider være sammen med mig, er jeg lykkelig for, at han hver gang står klar til at kramme mig, og fortælle mig at jeg skal ”lade vær med at sige noget så dumt, fordi jeg er perfekt lige som jeg er”.