Angst og medicin

 Det er længe siden jeg sidst har skrevet, da der er sket mange nye ting i mit liv, og hvorvidt det er pga. min ADHD eller ej, må jeg bare indse, at jeg ikke er typen der har energi til at have så mange bolde i luften samtidig.

Jeg er i efteråret startet på et nyt arbejde, som jeg er blevet rigtig glad for, og nu hvor jeg er faldet godt til, har jeg fået mere overskud til at genoptage mit skriveri. Jeg har nemlig stadig et par ting, jeg har lyst til at dele med jer. Det jeg vil fortælle om i dette indlæg, er mit medicin forløb, primært i forhold til min angst. Jeg ved, at der er mange forskellige (og nogle gange stærke) holdninger til medicinering, men jeg kan kun tale ud fra egne erfaringer, og der må jeg bare konstatere, at jeg ikke havde været hvor jeg er i dag, uden medicinsk hjælp.

Jeg kan faktisk ikke huske hvor gammel jeg var, da jeg startede med at tage Sertralin, men jeg mener det har været omkring 15-16 års alderen. Jeg har igennem årenes løb svinget lidt med min dosering, da jeg i gode perioder ikke behøvede en lige så høj dosering som fx i vinterhalvåret. Sertralin er et antidepressiv præparat, som også fungerer mod angst, hvilket er grunden til jeg tager det.

 

For at forstå hvordan min situation er den dag i dag, bliver jeg nødt til at fortælle om en episode/periode der fandt sted tilbage i sommeren 2019.

 

I sommeren 2019 dimitterede jeg fra universitetet med en bachelor i medievidenskab, hvilket jeg er umådelig stolt af! Især fordi den sidste tid af mit studieliv, ikke var særlig nemt! Nogle måneder inden sommerferien, følte jeg mig for første gang nogensinde så velfungerende, at jeg var klar til at prøve at nedtrappe min medicinering, for til sidst at blive medicinfri! Jeg har næsten haft de samme læger hele mit liv, men da jeg pga. uddannelse flyttede til Odense et års tid – og derfor skulle skifte til en læge i Odense – var der ikke ”ledige pladser” ved min sædvanlige læge da jeg først flyttede hjem til Sønderjylland igen. Jeg valgte derfor en anden ledig læge, da jeg ikke tænkte det ville gøre den store forskel. Der kan man jo tage så grueligt fejl…

Da jeg første gang fik ideen om at blive medicinfri, var det med henblik på, at jeg ønskede at være medicinfri når jeg engang blev gravid, hvilket i 2019 lå laaangt ude i fremtiden. Jeg havde derfor ikke travlt med at nedtrappe min medicinering.

Jeg fik en læge der ikke kendte min historik, og da jeg efterspurgte at blive medicinfri ENGANG langt ude i fremtiden, fortalte hun mig, at jeg kunne være medicinfri allerede efter 8 uger. Jeg synes det virkede vanvittig hurtigt, men samtidig var jeg jo begejstret for udsigten til at blive medicinfri. Jeg nævnte for min læge, om hun var sikker på det skulle nedtrappes så hurtigt, da jeg jo har taget denne type medicin hele mit voksne liv, men det forsikrede hun mig om, ikke havde nogen betydning.

Vi begyndte derfor nedtrapningen ved at gå 25 mg. Ned i 4 uger, og derefter halvere den dosering 50% i 4 uger, og derefter ville jeg være færdig.

Da nedtrapningen var færdig, og jeg officielt ikke længere tog medicin, begyndte det hele at ramle sammen. Den første uges tid havde jeg det fysisk rigtig skidt, hvilket jeg tænkte var ganske normalt, da min krop jo gennemgik en form for ”afvænning”. Jeg var svimmel og havde kvalme – men igen var jeg overbevist om, at dette nok skulle gå i sig selv efter en uges tid. En uge gik, og jeg fik det på ingen måde bedre. Til gengæld begyndte jeg at blive meget gråd labil, og begyndte at få den meget genkendelige ”ligegyldigheds-følelse”. Det var selvfølgelig ikke sjovt, men igen – jeg var overbevist om, at det kun var midlertidigt. Da angstanfaldene så begynder, går jeg i panik. Jeg har det meste af mit voksenliv haft ”styr” på min angst, hvilket vil sige, jeg har ofte kunnet forudse hvilke situationer der kan give mig angstanfald, og på den måde har jeg kunnet styre det.

Alt hvad jeg troede jeg vidste om min angst, kunne jeg dog godt pakke langt væk. Tavlen var blevet visket ren, og der var ikke længere nogen regler for hvornår det kunne komme, eller hvorfor det kunne komme. Og når det kom, var det voldsomt.

Anfaldene var præcis lige så voldsomme og ustyrlige som dem jeg fik da jeg var 12 år gammel, og ingen af mine kneb eller hjælpemidler kunne fjerne dem.

Endelig en dag efter undervisning, nåede jeg ud til min bil på parkeringspladsen, hvor jeg brød fuldstændig sammen, fordi jeg havde kæmpet mig igennem 3 timers undervisning. Jeg ringede til min mor, som endelig fik mig overtalt til at tale med min læge om det hele. Hun tog med mig til lægen, og lægen fik mig startet på en lav dosis Sertralin, som forhåbentlig ville hjælpe. Det gjorde det også, men skaden var allerede sket. Angstanfaldene skete lidt sjældnere, men der var stadig ingen ”regler” for hvornår de kom, som der tidligere havde været, og der skulle endnu mindre til, før anfaldene blev slemme.

Jeg klarede mig dog igennem de sidste eksaminer, og jeg blev færdiguddannet og glædede mig til mit fremtidige arbejdsliv!

Det skal så lige siges, at det ikke var så nemt at finde arbejde som jeg troede, så da jeg endelig i oktober fik en praktikplads som radiovært (hvilket jo var drømmejobbet), var jeg maks klar! Den første dag jeg er der, får jeg meget slem angst, men får mig kæmpet igennem det, uden nogen omkring mig opdager det. Dag to går egentlig udmærket, men dag tre… Holy crap, dag 3…

Heldigvis forløber de første 4 timer uden problemer, hvilket er det tidspunkt vi sendte live radio. Så snart vi er færdige, skal vi planlægge nogle projekter, og som lyn fra en blå himmel, får jeg angst. Jeg går lige så stille ud på toilettet, hvor jeg går i totalt panik. Jeg prøver panisk at hypnotiserer mig selv, men så snart jeg får det nogenlunde væk, kommer det bragende tilbage. Jeg brugte de næste 40 minutter på at gå frem og tilbage mellem min computer og toilettet, og jeg kan kun forestille mig hvad mine kollegaer har tænkt!

Endelig efter en times tid giver jeg op, og jeg kan ikke længere se mig ud af det. Jeg gør dét som jeg hader allermest – nemlig at være sårbar – og fortæller min kollega hvad der foregår. Det viser sig så, at min flovhed kommer til skamme, for han kunne ikke være mere forstående, og giver mig lov til at tage hjem, og starte på en frisk dagen efter. Jeg græder i bilen hjem, fordi det er så stort et nederlag for mig. På det tidspunkt beslutter jeg mig for, at det at være ”medicinfri” ikke er det værd, hvis jeg ikke kan leve mit liv.

Jeg starter op på fuld dosis Sertralin – 100 mg. – og der går kun små 4 dage ca. før jeg er ”mig selv” igen. Jeg har sidenhen skiftet læge til min oprindelige læge, som også kunne fortælle mig, at hun bestemt ikke kunne anbefale at nedtrappe min medicin så hurtigt. Fordi jeg har taget det i så mange år, ville hun mene nedtrapningen skulle strækkes ud over ½ års tid, hvilket i mine ører også lyder mere fornuftigt. I samme omgang forsikrede hun mig dog om, at hvis den eneste grund til jeg ønskede at blive medicinfri var med henblik på graviditet, kunne man sagtens tage den slags medicin mens man var gravid. Selvfølgelig skal man altid bestræbe sig efter at være medicinfri under en graviditet, men denne type præparat skadede altså ikke fosteret. Til gengæld kunne fosteret tage skade, hvis jeg i 9 måneder gik og havde det så forfærdeligt, da det kunne ende med at stresse fosteret.

Det var i sig selv en kæmpe lettelse, da jeg ellers frygtede jeg blev nødt til at vælge mellem at få et barn, eller have det godt.

I skrivende stund er vi i marts 2021, og jeg har det under alle omstændigheder godt. Min angst er aldrig blevet som den var før sommeren ’19, men angstanfaldene kommer heldigvis sjældnere end de gjorde for et år siden. De har dog stadig sit eget liv, og de kommer på meget uventede og uforudsigelige tidspunkter, og når de kommer, er de stadig meget kraftige.

Hvis der er noget man kan ”lære” af alt dette, er det nok at man skal lytte til sig selv. Hvis noget ikke føles rigtigt, er det okay at sætte spørgsmålstegn ved det. Jeg misunder dem der kan leve et liv uden medicin, men jeg er også afklaret med, at jeg ikke er én af dem.