294 dage til at blive voksen

 Nu sidder jeg og skal til at skrive et indlæg, jeg ærlig talt troede der ville gå meget lang tid før jeg skulle skrive. Ikke fordi jeg ikke havde lyst, men simpelthen fordi selvtilliden aldrig har været til det, da jeg pga. min angst og ADHD aldrig har følt mig meget værd som ”ansvarsfuld voksen”. Men da jeg lørdag d. 6. marts 2021, stod i vores lille lejlighed omgivet af rod (fordi jeg ikke havde gidet at rydde op – as usual), havde jeg ca. 9 måneder til at blive voksen, da jeg i hånden havde en positiv graviditetstest. Angst og graviditet var faktisk én af grundene til jeg startede denne blog, da det var et emne jeg selv føler mangler at blive belyst, så selvfølgelig vil jeg være åben omkring dette, i håbet om at det måske kan hjælpe en anden i fremtiden.

Nu har mig og Dennis været kærester i 9 år, så vi har i de seneste maaaange år fået spørgsmålet om vi ikke snart skal have en lille én, og medmindre der har været tale om et shot eller en øl, har svaret været nej! Ikke fordi vi følelsesmæssigt eller forholdsmæssigt ikke har været klar, for det har vi nok egentlig været i en del år, men simpelthen fordi jeg i en del år var studerende og følte jeg havde nok om ørene, og derefter har det simpelthen været min frygt der har afholdt os. Lige siden jeg prøvede at stoppe min Sertralin behandling (du kan læse hvor stor en succes det var i indlægget Angst og medicin), har min angst haft lidt sit eget liv, og jeg får jævnligt angst anfald – også i situationer hvor det absolut ingen mening giver. Jeg kan dog næsten altid regne med, at når der sker noget med min krop, så kommer der et angstanfald. Jeg kan formulere det så elegant som at sige, at hvis jeg for eksempel får mavekramper fordi jeg har været forstoppet, resulterer det som regel i ca. 40 minutters intenst angst anfald. Så det er ligesom der vi er!

Forestil dig så at være gravid, med alle de vanvittige forandringer der foregår i kroppen… Bare tanken har altid været nok til at afskrække mig, og været den primære grund til vi ikke har forsøgt noget før.

Men lad os tage den fra starten, fra den dag jeg sad med en positiv test i hånden og stirrede blankt ud i stuen. Dennis var ikke hjemme, og jeg tog egentlig bare testen fordi jeg et par uger forinden havde døjet meget med kvalme, og mine veninder synes det var sjovt at drille mig med, at jeg sikkert var gravid. Det troede jeg selvfølgelig ikke på – i starten! Men som vi nærmede os tiden på måneden hvor min menstruation skulle komme, ville jeg alligevel lige tage en enkelt test, da min menstruation altid har kommet flere dage senere end forventet, hvilket før i tiden har resulteret i mange graviditetsforskrækkelser!

Så jeg tog en test for hyggens skyld, og 3 minutter senere var mit liv vendt op og ned. Jeg var oprigtigt i chok, for vi havde ikke med vilje ”prøvet” at blive gravide. Til nytår – efter en del drinks – nævner Dennis at han synes jeg skulle stoppe med at tage p-piller, og jeg vurderede ligesom at det var en samtale vi hellere måtte tage i ædru tilstand. Så et par dage efter genoptager vi emnet, og vi snakker om, at vi faktisk kender mange der har prøvet i ca. 7 måneder eller mere før det er lykkedes, og nu hvor jeg har taget p-piller siden jeg var 15 år gammel, vil min krop nok i hvert fald bruge ca. 6 måneder på at komme tilbage på rette kurs med en nogenlunde normal cyklus, og vi bliver hurtigt enige om, at det ca. kan passe med at vi så kan forsøge at blive gravide sidst på året, da vi selvfølgelig bare kan være ”lidt forsigtige” indtil da.

Der var (tydeligvis) et par enkelte smuttere, men vi var overbeviste om at der skulle mere end én enkelt gang eller to til…

Min mor har hele mit teenageliv fortalt mig, at jeg altid skulle huske at bruge prævention, da kvinderne i vores familie simpelthen var så fertile! Det viste sig, at mor altid har ret!

Nå, men tilbage til en chokeret mig i sofaen…

Jeg ringer med det samme til Dennis, men da han tager telefonen går det også op for mig, at det egentlig ikke er en nyhed jeg har lyst til at fortælle ham over telefonen. Jeg finder i stedet bare på et eller andet ligegyldigt spørgsmål, og vælger så at vente til han kommer hjem. Da vi har lagt på begynder tankerne så småt at komme, for hvor længe har jeg mon præcist været gravid nu? Og er det ikke noget med, at man også skal tage nogle vitaminer så? Og har jeg drukket alkohol siden (svaret var selvfølgelig ja)? Så jeg gik i panik og Googlede hvilke vitaminer der var vigtigst at tage, og smuttede derefter i Føtex efter noget Folsyre. Når jeg nu alligevel var dernede, synes jeg også jeg havde fortjent en sandwich til frokost… Det var den mest surrealistiske handletur jeg nogensinde har haft, for jeg følte at alle kiggede på mig og tænkte ”Hun er da godt nok gravid hende der!”, selvom det kun var 1 time siden jeg selv fandt ud af det.

Efter nogle timer kommer Dennis hjem, og jeg får delt nyheden med ham, og jeg kan kun sige, at han tog det bedre end jeg gjorde! Hans umiddelbare reaktion var 100% glæde, hvorimod min var først mistro, bekymring, og derefter glæde. Resten af den lørdag var simpelthen fyldt med så meget glæde og kærlighed, at der faktisk var decideret ulækkert. Vi fik krammet og kigget hinanden dybt i øjnene og alt det pjat der ellers hører til. Så lørdag var rigtig god. Søndag derimod…

Stort set fra jeg står op søndag til jeg går i seng, er jeg i panik! Jeg har sådan et trick med at tygge tyggegummi når jeg har angst, da det nogle gange kan distrahere min krop, og jeg tror jeg har tygget mig igennem 1 eller 2 pakker den dag…

For pludselig gik det op for mig hvad der skulle til at ske, og at det faktisk ville ske – det var ikke længere bare ”noget” der engang ville ske. For mig, som får angst af at have dårlig mave, skulle nu igennem 9 måneders kropsforandring, og dertil en FØDSEL!! Altså en rigtig fødsel!? Da havde jeg det sådan lidt – nej tak…

 

Jeg er i skrivende stund i uge 17, og er heldigvis sluppet meget let i første trimester – i forhold til mange andre i hvert fald. Jeg har selvfølgelig været mega træt, og havde også ca. 3-4 uger hvor jeg var slemt ramt af kvalme – men jeg har ikke én gang kastet op, hvilket jeg med min angst for opkast er meget taknemmelig for! Nu er jeg så småt ved at komme i 2. trimester, og nu venter en hel række nye udfordringer. Jeg er spændt på at se hvordan jeg klarer det næste stykke tid, og jeg glæder mig til at skrive mere om det.