Og sådan blev 2 til 3

 Jeg har tænkt meget over hvordan jeg skulle skrive dette indlæg, og ikke mindst hvor jeg skulle starte! Mit ønske er, at jeg spredt over et par forskellige indlæg, får nedskrevet lidt om hvad det første år som mor har indebåret for mig. På godt og ondt. Et naturligt sted at starte den fortælling, vil nok være fødslen.

Lad mig kort opsummere min graviditet; 1. trimester var benhård pga. kvalmen, hvilket ikke var nemt når hele ens angst er fikseret på opkast… 2. trimester var egentlig OK. Jeg døjede lidt med nogle bækkensmerter, som jeg fik styr på ved hjælp af akupunktur (kæmpe anbefaling til det i øvrigt!). Så kom 3. trimester, og med det kom nervøsitet, angst, øm krop, halsbrand, konstant tisseri og mangel på søvn – så alt i alt tre fantastiske måneder (ironi kan forekomme!).

Som vi nærmede os terminsdatoen, begyndte min angst også at intensiveres. Vi nåede et punkt hvor jeg havde ret slemme angstanfald ca. 3-4 gange i ugen, hvilket jeg selv synes var alt for meget, så jeg besluttede mig for at gøre noget ved det. Nu har jeg jo igennem årene prøvet alverdens behandlinger; psykolog, psykoterapi, healing, medicin – you name it, og det der har hjulpet mig allerbedst, har været behandling med hypnose. Så selvom det er mange år siden jeg sidst har fået det, tog jeg kontakt til mig gamle behandler, som med glæde ville hjælpe mig endnu engang.

Jeg fik fortalt hende om min største frygt og udfordring; fødslen!

Vi snakkede en del, og jeg endte med i alt at få 3 behandlinger inden jeg fødte, og det hjalp rigtig meget! Det var jo som sådan ikke selve fødslen jeg havde brug for hjælp til, men mere angsten for fødslen, som på daværende tidspunkt var blevet en alt for stor del af hverdagen i ugerne op til. Netop dét hjalp hypnosen på, så da tiden kom og mit vand gik, var der ingen angst – kun spænding og almindelig nervøsitet.

Fødslen: 

Mandag d. 25. oktober var jeg træt da jeg vågnede! Selvfølgelig fordi jeg var kæmpe stor og havde svært ved at sove generelt, men mest af alt fordi jeg havde haft en MEGET lang nat med ekstrem dårlig mave – og ja, jeg camperede stort set ude på toilettet den nat. Min søster påpegede meget insisterende at det faktisk kunne være et tegn på, at man snart gik i fødsel, men eftersom der stadig var 2 uger til min termin, var jeg overbevist om at det ikke var tilfældet. Det skulle vise sig at min søster fik ret, for kl. 11.30 mandag gik mit vand. Kæmpe adrenalin sus, og jeg fik hurtigt ringet Dennis hjem. Vi var bare SÅ klar på, at nu skete der fandeme noget! Meeeeen så hurtigt gik det ikke… Vi var til tjek på sygehuset kl. 16, hvor der endnu ikke var sket så meget endnu. Vi tog hjem og fik noget aftensmad, og omkring kl. 20-21 begyndte veerne at komme, og da de først var kommet gik der ikke lang tid før de var RIGTIG slemme! Jeg prøvede først med smertestillende og bad derhjemme, men kl. 22.30 kunne jeg ikke længere, og vi tog på sygehuset. Det viste sig at jeg ikke bare var pjattet, for jeg var faktisk åbnet 6 cm. Og dermed i aktiv fødsel. Hvad der skete derefter, og indtil min epidural begyndte at virke, er meget sløret for mig. Jeg husker det faktisk mest i brudstykker. Men jeg husker smerterne! Jeg får heldigvis en blokade, og natten forløber præcis som den skal. Jeg udvider mig som jeg skal, jeg bliver tjekket indimellem, får lidt saft og snacks, og glæder mig bare rigtig meget til at jeg endelig skal møde min søn. Ved 4-5 tiden begynder veerne dog at aftage lidt – hvilket i en fødsel ikke er så hensigtsmæssigt, selvom det for mig var rart med en pause. Ved 5 tiden er jeg udvidet de fulde 10 cm., men babyen er ikke trængt nok ned til at jeg må presse. Der bliver gradvist slukket for min epidural, og skruet op for noget vestimulerende stof. Endnu engang husker jeg primært kun smerterne, og små brudstykker af de næste 5 timer.

Til formiddag bliver der tilkaldt nogle læger, da de vurderer at det ikke vil være muligt for mig at presse ham ud (da han endnu ikke var kommet HELT ned som han skulle), og de begynder dermed at snakke om kejsersnit. Ærlig talt var jeg SÅ lettet da de endelig nævner kejsersnit, for på dette tidspunkt i fødslen vil jeg gerne bare have ham UD… NU!

Min pressetrang er dog så stor, så jeg spørger dem om jeg ikke godt bare må prøve at presse med, og det må jeg jo gerne. Det viser sig så, at jeg RIGTIG gerne ville have ham ud, så trods forventningerne, fik jeg ham presset ud ved en almindelig fødsel. Og gud hvor er det dog bare den bedste følelse i hele verden, det sekund han er ude og ligger på mit bryst. Han er fyldt med klamme ting, har et totalt babymast ansigt og skriger, og han er det smukkeste syn i verden. Jeg er helt fortabt i, at min søn Eddie endelig er hos mig, da jeg kan se på Dennis, at alt ikke er som det skal være. Han kigger på mig, og på den måde han siger det til mig, ved jeg det ikke er helt godt. Han siger at de lige skal koncentrere sig om mig nu, for jeg bløder en del. Han får det kun lige sagt før jeg mærker et kæmpe skyl, som føltes præcis som da mit vand gik. Det var bare ikke fostervand denne gang, men blod. 

Derfra går det stærkt. Eddie bliver taget fra mig, og bliver placeret hos Dennis, som de placere i en stol i den anden ende af lokalet. Der kommer flere læger ind på stuen, og der bliver talt alle mulige skræmmende ting hen over hovedet på mig. Her begynder jeg at gå i panik, og min angst får bare frit spil. Min jordmoder – som jo egentlig har færdiggjort sin del af arbejdet – tager mig i hånden, kigger mig i øjnene og forklarer mig at min moderkage sidder fast, og at jeg skal haste opereres for at få den ud, da jeg mister for meget blod lige nu. Udmattet som aldrig før, begynder jeg at stortude og rækker bare desperat ud efter Dennis, da han har stået lige ved min side hele fødslen igennem, og virkelig hjulpet mig med at holde fokus og holde angsten væk, hele fødslen igennem. Men nu får jeg at vide, at han ikke må stå ved min side mere, og jeg får faktisk slet ikke tid til lige at ”synke” og forstå hele situationen, før de kører afsted med mig. Det har været et lidt ynkeligt syn, for jeg hulkede hele vejen hen til operationsstuen.

Hele operationen tager ca. en time, og på trods af problemer med manglende bedøvelse – og ja, det var lige så smertefuldt som du nok forestiller dig – gik det hele godt, og inden for et par timer efter fødslen, blev jeg genforenet med Dennis og Eddie. 

Det var sådan i store omrids min fødsel, og hvad der efterfulgte af følelser og tanker kunne ingen have forberedt mig på! Men det er en anden historie, til en anden dag…