Mere end en diagnose

Jeg tror dette her vil være det hårdeste indlæg at skrive. Ikke kun fordi der er SÅ mange ting jeg gerne vil have ud, at jeg næsten ikke ved hvor jeg skal starte, men også fordi det faktisk er rigtig hårdt at se tilbage på en tid, hvor jeg burde have været lykkelig, men hvor jeg faktisk havde det rigtig svært.     Vi starter der hvor vi sluttede sidste indlæg – nemlig fødslen.  Eddie blev født tirsdag formiddag, og fredag middag var vi hjemme i vante omgivelser. Jeg havde glædet mig til at komme hjem i mit eget hus, men virkeligheden  viste sig ikke at være så skøn . Mange havde i sjov advaret mig om, at man på 3. dagen efter fødslen, ty pisk bliver overvældet af hormoner, og det må man sige jeg blev. Den aften ramt e  hormonerne og alt andet mig med 280 km/t.  Jeg husker faktisk ikke helt nøjagtigt hvordan det startede, men pludselig blev jeg overvældet af en følelse af ansvar for dette lille menneske, og jeg fik en klaustrofobisk følelse af, at mit liv al...

  Jeg har tænkt meget over hvordan jeg skulle skrive dette indlæg, og ikke mindst hvor jeg skulle starte! Mit ønske er, at jeg spredt over et par forskellige indlæg, får nedskrevet lidt om hvad det første år som mor har indebåret for mig. På godt og ondt. Et naturligt sted at starte den fortælling, vil nok være fødslen. Lad mig kort opsummere min graviditet; 1. trimester var benhård pga. kvalmen, hvilket ikke var nemt når hele ens angst er fikseret på opkast… 2. trimester var egentlig OK. Jeg døjede lidt med nogle bækkensmerter, som jeg fik styr på ved hjælp af akupunktur (kæmpe anbefaling til det i øvrigt!). Så kom 3. trimester, og med det kom nervøsitet, angst, øm krop, halsbrand, konstant tisseri og mangel på søvn – så alt i alt tre fantastiske måneder (ironi kan forekomme!). Som vi nærmede os terminsdatoen, begyndte min angst også at intensiveres. Vi nåede et punkt hvor jeg havde ret slemme angstanfald ca. 3-4 gange i ugen, hvilket jeg selv synes var alt for meget, så jeg beslu...

 Nu sidder jeg og skal til at skrive et indlæg, jeg ærlig talt troede der ville gå meget lang tid før jeg skulle skrive. Ikke fordi jeg ikke havde lyst, men simpelthen fordi selvtilliden aldrig har været til det, da jeg pga. min angst og ADHD aldrig har følt mig meget værd som ”ansvarsfuld voksen”. Men da jeg lørdag d. 6. marts 2021, stod i vores lille lejlighed omgivet af rod (fordi jeg ikke havde gidet at rydde op – as usual), havde jeg ca. 9 måneder til at blive voksen, da jeg i hånden havde en positiv graviditetstest. Angst og graviditet var faktisk én af grundene til jeg startede denne blog, da det var et emne jeg selv føler mangler at blive belyst, så selvfølgelig vil jeg være åben omkring dette, i håbet om at det måske kan hjælpe en anden i fremtiden. Nu har mig og Dennis været kærester i 9 år, så vi har i de seneste maaaange år fået spørgsmålet om vi ikke snart skal have en lille én, og medmindre der har været tale om et shot eller en øl, har svaret været nej ! Ikke ford...

Det jeg vil fortælle om i dette indlæg, er mit medicin forløb, primært i forhold til min ADHD. Jeg har taget en del forskellige præparater i forbindelse med min ADHD, og det kan til tider føles som en jungle at skulle navigere rundt i, før man finder det helt rigtige præparat! Der findes jo en milliard forskellige præparater, som i bund og grund gør mange af de samme ting, men som så måske variere på ét lille punkt. Jeg er for nyligt begyndt at tage  Medikenet mod min ADHD, hvilket har vist sig at fungere rigtig godt for mig.   Da jeg startede med medicinering, startede jeg (som mange andre) ud med Ritalin . Dette hjalp også en årrække, men efter noget tid aftog virkningen, og jeg skulle finde et andet præparat. Det præparat jeg faktisk har været allermest glad for, har været Dexamphetamin , som jeg tog on/off efter behov i adskillige år. Jo ældre jeg blev, jo mere glad blev jeg for tanken om at være ”medicin fri”, så jeg undlod at tage medicin for min ADHD, så længe ...

 Det er længe siden jeg sidst har skrevet, da der er sket mange nye ting i mit liv, og hvorvidt det er pga. min ADHD eller ej, må jeg bare indse, at jeg ikke er typen der har energi til at have så mange bolde i luften samtidig. Jeg er i efteråret startet på et nyt arbejde, som jeg er blevet rigtig glad for, og nu hvor jeg er faldet godt til, har jeg fået mere overskud til at genoptage mit skriveri. Jeg har nemlig stadig et par ting, jeg har lyst til at dele med jer. Det jeg vil fortælle om i dette indlæg, er mit medicin forløb, primært i forhold til min angst. Jeg ved, at der er mange forskellige (og nogle gange stærke) holdninger til medicinering, men jeg kan kun tale ud fra egne erfaringer, og der må jeg bare konstatere, at jeg ikke havde været hvor jeg er i dag, uden medicinsk hjælp. Jeg kan faktisk ikke huske hvor gammel jeg var, da jeg startede med at tage Sertralin, men jeg mener det har været omkring 15-16 års alderen. Jeg har igennem årenes løb svinget lidt med min doser...

Velkommen tilbage! I sidste indlæg fortalte jeg lidt om min tid i 10. klasse, hvor jeg oplevede både nedture, men mest af alt store personlige sejre! Desværre var de efterfølgende par år svære for mig. Året efter 10. klasse startede jeg på gymnasiet, sammen med flere af mine kammerater fra 10. klasse, og min kæreste på daværende tidspunkt. Jeg valgte at tage en HF uddannelse, og min kæreste tog en STX. Dette skift til gymnasiet var en kæmpe omvæltning for mig. Jeg gik fra 10. klasse, hvor næsten alle vidste hvem man var, jeg havde en masse tætte venner, som jeg så hver frikvarter, til at komme i en klasse hvor jeg næsten ingen kendte, og det var overraskende svært for mig at få nye venner. Jeg har altid været meget socialt anlagt, og det har aldrig været et problem for mig at finde nogle jeg kan snakke godt med. Det var faktisk første gang for mig, hvor det faktisk var svært. Jeg kunne sikkert have gjort en større indsats for at blive bedre venner med mine nye klassekammerater, men...